Udflugt til Horsens by og Fængselsmuseum 1.11 2012

 

Otte, lidt frysende deltagere, mødtes en kølig morgen på Kirketorvet for at køre til Horsens.

 

Første punkt på programmet var en byvandring , hvor fokus var på udviklingen i Horsens fra middelalder til 1970erne belyst ved udvalgte bygningsværker, gader og anlæg, jvf. vedlagte link Spadseretur i Horsens.

 

Derpå  spiste vi  en dejlig frokost på Cafe Corfitz  og fortsatte til Fængslet, et museum på det gamle Horsens tugt- og forbedringshus fra 1853,hvor vi fik en rundvisning, som fokuserede på udviklingen fra tugt –og forbedringshus til statsfængsel ( lukket 2006).

 Det var i tugt- og forbedringshuset en væsentlig del af forbedringstanken at holde fangerne i absolut isolation, da de  formodedes at kunne udvikle sig til gode kristne mennesker ved isolationen. Vi fik forevist eksempler på særligt kendte fangers ophold , f.eks. udbryderkongen  C.A. Lorentzen, der flygtede 9 gange,  mest spektakulært gennem en 18 meter lang tunnel juleaftensdag 1949,  og justitsminister P.A. Alberti, der i 1908 tilstod omfattende bedragerier mod Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Han afsonede i Horsens som mønsterfange, men da man frygtede for hans helbred,  blev han 1912 overført til Vridsløselille, for a være nærmere familien.

I det moderne Statsfængsel var der en særlig afdeling til de stærke rockerfanger med eget køkken og opholdsstue.

 Vi sluttede af med at se Vestmark Kirke midt i fængslet, som blev brugt af både fanger og personale med familier.

 Det var en interessant og noget knugende oplevelse at besøge fængslet, og vi var alle lettede over at være sluppet ud igen.