Tur til Kongernes Jelling, september 2019.

        Endnu en god tur med seniorklubben fandt sted tirsdag d. 24. september. Denne gang til ”Kongernes Jelling”, hvor vi efter ca. 1½ times køretur samledes kl. 11 foran det nye formidlingscenter (fra år 2000). Vi var i alt 8 seniorer og 2 ægtefæller.  Vejret var ikke helt med os, idet den milde tåge i det sønderjyske område blev afløst af regn længere nordpå. Men hvad gør det, når/hvis man har medbragt regntøj og paraplyer!

       Ankomsten til området med de to kæmpestore gravhøje for henv. kong Gorm og dronning Thyra er imponerende – sandelig monumenter, der er en vikingetidskonge som Harald Blåtand, deres søn, værdig. Mellem de to høje ligger så den gamle Jelling kirke, Danmarks ældste frådstenskirke, fra tidlig middelalder (o. 1100), ovenpå rester fra ældre træbygninger, dertil de to berømte runesten, henv. Gorms mindesten over Thyra (ca. 950) og Haralds mindesten over sine forældre. Samt egne bedrifter (ca. 965)!

        Her blev vi nu vist rundt af en meget vidende og engageret guide, og vi startede ved de to runesten. (PS. Nedenstående referat er temmelig frit!)

Runeindskriften på den lille sten lyder:

        Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyra sin kone, Danmarks pryd.  En indskrift der i både form (lodrette bogstavrækker og faste formuleringer) og indhold helt følger traditionen fra tidligere tider (fra o. 700) med at rejse mindesten over de afdøde (stormænd). Langs Hærvejen står der f.eks. adskillige af disse flotte sten fra Danmarks oldtid, med de runeinskriptioner, der er blandt de første kilder til det danske/ oldnordiske sprog. Men de kendes fra hele Norden og viser, at vi har haft et fællesnordisk sprog og en fællesnordisk kultur. Hvad man bemærker på Gorms sten er, at betegnelsen Danmark her nævnes for første gang på hjemlig grund, hvilket også gør den meget interessant som historisk kilde.  

Runeindskriften på den store sten lyder:

        Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Det er en mand, der ikke sætter sit lys under en skæppe, og den magtdemonstration, der også ligger i de to enorme høje og hele det meget store områdes nøje planlagte udførelse, havde han i flg. vores guide også brug for at vise, bl.a. over for de kræfter, der kunne true sydfra, fra den tyske kejser Otto den Store.  At Harald lod sig døbe og gjorde kristendommen til statsreligion (965) har også haft den betydning, at fremmede magters gode argumenter for at gå i krig og erobre nyt land under henvisning til omvendelse af hedningene, faldt til jorden. Dog åbenbart ikke nok til, at kejseren afholdt sig fra angreb, idet Danevirke blev stormet i 974, og det sydlige område med Hedeby var besat til 983, hvor Harald imidlertid genvandt magten.

        Stenen har tre sider, og ud over teksten på den ene side, har vi jo også det berømte billede af Kristus, det ældst kendte i Norden, på en af de andre sider. Rank og med åbne øjne står figuren hugget ind i stenen, frontalt og med arme og hænder rakt ud mod siderne – men uden kors - omgivet og flettet ind i sådanne båndslyng, der er karakteristiske for vikingetidens udsmykninger. Det er den sejrende Kristus, Kristus som konge, vi ser afbildet her, ikke den lidende Kristus, og måske kan båndslyngene forstås som en henvisning til ”Livets træ”, et opstandelsessymbol. Den grå granitsten har sandsynligvis været bemalet med kraftige farver. En model med forslag hertil ses bag ved den nyopførte informationsbygning.

        På stenens tredje side er afbildet et kraftfuldt løvelignende dyr, rundt om hvilket en stor slange, der bider sig selv i halen, snor sig. Om de to dyr er i kamp med hinanden er ikke til at sige, men der er dynamik i skildringen, dog også ro og balance. Hele billedfladen er fyldt ud af de to figurer, med tekstudsnittet: ” og Norge” sat nederst (evt. tilføjet på et senere tidspunkt).  Vores guide foreslog, at slangen kunne være Midgårdsormen fra den nordiske mytologi, denne figur, der jo holder universet sammen netop ved at bide sig selv i halen og danne en ring om menneskenes verden (”Midgård”), og hvis undergang vil medføre Ragnarok.  Løven kan ofte i kristen sammenhæng forstås som et Kristussymbol.  Hvad den egentlige betydning er, kan dog ikke siges med sikkerhed. Men at disse fascinerende dyr med kroppenes slyngede linier er et yndet motiv i vikingetidens udsmykninger, det ved man. Også det lille drikkebæger fra Nordhøjens gravkammer, som vores guide havde en kopi med af til fremvisning, er udstyret med en sådan dyreornamentik.

        I 1994 blev anlægget i Jelling optaget på UNESCO’s liste over verdens særligt bevaringsværdige, historiske mindesmærker. Et mindesmærke for overgangen fra hedenskab til kristendom i Skandinavien, kædet sammen med dannelsen af det danske rige til én nation. Inden for de senere år er der blevet foretaget flere udgravninger, hvor man dels fandt rester af en gammel, 350 m lang skibssætning med centrum i Nordhøjen, dels af en palisade, der har omkranset hele arealet (2005). Et areal, der er meget stort (12,5 hektar) og med form som en rhombe. Rhombens midterakse falder sammen med skibssætningens midterakse, i hvilken de to høje, kirken og den store runesten er placeret – det er et nøje gennemtænkt symmetrisk anlæg, en konge værdigt! Men hvilken funktion hele dette store område udenom monumenterne nærmere betegnet har haft, vides ikke med sikkerhed, kun at det må have været en slags kongesæde.

         Vejret fristede ikke ligefrem til nærmere udforskning af terrænet, og vi seniorer vendte tilbage til informationscenteret, hvor vi også skulle spise frokost.  Det er ikke et museum i klassisk forstand, idet der kun er ganske få genstande udstillet, men et sted, hvor viden om vikingetidens mennesker bliver udfoldet gennem store vægillustrationer og med moderne teknologi. Tryk på en knap! og en stemme giver dig yderligere information om det, tegningerne viser, f.eks. om vikingernes boligforhold, rejser, handelspladser osv. De mange børn på stedet var tydeligt begejstrede for denne moderne museumsformidling, en gammel en som undertegnede nøjedes med at glæde mig over de, efter min mening, meget fine tegninger på væggene. Rummene er mørkelagt og tegningerne ligger med hvid streg på sort bund rundt på samtlige vægge, tilsat en slags indirekte belysning. Vi afkobles fra dagslyset og nutidens verden og træder ind i denne fortidens verden, hvor vi får en oplevelse af, hvordan folk i vikingetiden levede. Fint nok! eller: Ikke så ringe! som vi siger her i Jylland!

        Afslutningsvis skal lige nævnes, at de to gamle runesten, der var medtaget af vind og vejr, hver har fået tilført en beskyttende kappe af refleksfrit glas og bronze (2011), hvor bronzeplader danner en slags tag og væg på den ene side. Det er efter undertegnedes mening en meget enkel og fin/smuk løsning på problemet med at klimasikre stenene, en løsning der måske nærmest gør tekst og billeder tydeligere, end hvis stenene står i fri luft?

        Så var det tid til frokost, god og velsmagende, suppleret med lokalfremstillet øl, og så ellers tilbage til det sønderjydske. En fin dag i godt selskab med de gamle kolleger og deres fæller! Tak for turen!

Kirsten M. N.

Kilder:

Vores guide

Steen Hvass: Jelling-monumenterne. Kulturarvsstyrelsen. 2011.

Ny dansk Kunsthistorie. Forlaget Palle Fogtdal A/S, København. 1993.