Referat af sommerfrokosten.

 

 

Fredag den 27. juni 2014 afholdtes sommerfrokosten. Det var som sædvanligt på den samme dag, hvor translokationen på skolen fandt sted. (Den fandt i øvrigt heller ikke i år sted på skolen, men i Frihedshallen.)  Det viste sig, at kun to af deltagerne havde overværet den.

Vejret var godt, solskin og lidt blæst.

Frokosten fandt sted i den nye restaurant ”Huset Blom” på Sundsmarkvej 40 i Sønderborg.

Restauranten findes i en gammel villa fra 1924, som har tilhørt familien Blom indtil for nylig. Familien drev tidligere et større gartneri, Lavbrinke, hvis jorder lå omkring villaen. JF-fabrikken har overtaget noget af disse arealer, og villaen er blevet gennemrenoveret, inden restauranten åbnede.

Vi spiste på 1. sal i et udmærket lyst lokale med en god møblering, men der var ingen billeder på væggene, konstaterede Ole Prip. ( Man kunne dog se levende billeder på en ophængt fladskærm, hvis man var interesseret i det.)

Der var bestilt en frokosttallerken til alle, og den var ok. Vi drak vin eller øl dertil.

Betjeningen var venlig og imødekommende.

Efter spisningen tog vi plads i haven, hvor der var læ. Nogle nød en kop kaffe med kage dertil.

Vi var i alt 13 deltagere i år.

Kaj