Sommerfrokosten den 23. 6. 2017
Årets sommerfrokost blev afholdt på Ballebro Færgegård. Det er en rigtig gammel kro, der blev købt af skibsreder Jebsen i 90’erne. Den blev så ombygget og forpagtet ud, sådan som Jebsen plejer at gøre. Ombygningen er lykkedes meget fint og restaurationslokalerne fremstår lyse og venlige med god udsigt over vandet, hvor færgen sejler fra Ballebro til Hardeshøj på Als.
Der var tilmeldt 16 deltagere i frokosten. De fleste blev transporteret i en bus fra Kirketorvet i Sønderborg og også retur. Nogle valgte at transportere sig selv. I bussen var vi glade for at være i den og ikke vælge cyklen, idet der kom en regnbyge undervejs.
Frokosten bestod af en platte, hvor der var laks, rejer, forskelligt slags kødpålæg og oste, hvortil kom en lun mørbradbøf. Der var rigeligt med mad til, at vi kunne blive mætte.
Efter frokosten var solen kommet lidt frem, så vi benyttede lejligheden til at gå en lille tur langs vandet.
Derefter fik vi serveret kaffe med brødtorte, inden vi tog tilbage til Sønderborg.
Vi syntes, at det var en god frokost på et interessant sted, som de fleste ikke havde oplevet før.
Kaj