Tur til Tirpitz d. 24. maj 2018.

        En vellykket tur til Tirpitz løb af stabelen torsdag d. 24. maj, i strålende sommersolskin med temperaturer på op til 25 grader. Vi var 19 seniorer, der drog afsted mod det vestjydske i 5 biler med tidlig afgang fra Sønderborg, idet vi skulle mødes ved Tirpitz kl. 11.

        ”Tirpitz” er jo en af de mange tyske bunkere fra 2. verdenskrig, der blev bygget som led i ”Atlantvolden”, der strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse. Et anlæg som der ses rester af mange steder, bl.a. i sandstranden langs den jydske vestkyst i form af halvt nedsunkne store betonklodser. Tirpitz-stillingen ligger ved Blaavand, lidt inde i klitlandskabet, i en lavning i dette, beregnet til at være det ene af to affyringssteder for kæmpekanoner, der skulle forsvare indsejlingen til Esbjerg. Den anden kanonstilling blev lagt på Fanø. Bag Tirpitz-bunkeren var der anlagt en rampe til brug for transport af de tunge kanonrør, i alt fire, hver med en vægt på 111 tons. Men anlægget, der var blevet påbegyndt juli 1944, blev aldrig færdigt grundet krigens afslutning i 1945.

        ”Museum Tirpitz” er et nyt museum fra 2017, der er bygget med forbindelse til denne gamle kanonbunker. Klitterne er fredede, og derfor er nybyggeriet lagt under jorden. Og kun fordi der med den omtalte rampe i forvejen var blevet gjort indgreb i landskabets terrænformer, blev det tilladt at bygge her. Vores guide fortalte veloplagt om, hvordan byggeriet af dette nye museum kom i stand: Man, dvs. Museet for Varde By og Omegn, en sammenslutning af flere mindre udstillingssteder, ville gerne have et byggeri, som sigtede højt arkitektonisk med appel til både turister fra hele verden og folk fra lokalområdet, og til det formål blev Bjarke Ingels valgt som arkitekt.  Som i flg. guiden blev lidt chokeret over, at byggeriet ikke skulle være synligt på landjorden, men udfolde sig i det underjordiske.  Men helt bag på Bjarke Ingels kan et sådant ”koncept” nu ikke være kommet, idet det også er ham og hans tegnestue BIG, der har stået bag ved det meget roste Søfartsmuseum i Helsingør, der ligeledes har underjordisk placering.

        Og under jorden kommer vi her. Man ledes ind i et forløb af gange og rum, der følger hinanden i overraskende skæve vinkler, og vægge der mange steder ligeledes hælder. Med begrundelse i, at man ønsker at skabe indtrykket af sådanne gamle bunkere, der er sunket halvvejs ned i sandet.  I væggenes beton ses f.eks. aftryk, der nøje eftergør forvitringen på den gamle Tirpitz-bunker, der ligger lukket og utilgængelig ved siden af det nye anlæg.

        Om det nye anlæg har Bjarke Ingels udtalt: ”Tanken var, at museet skal være betonbunkerens absolutte modsætning. Bunkeren er tung, lukket og afvisende, mens museet er let, åbent og inviterende.” Til dette indtryk bidrager de mange glaspartier, der gør, at der i alle rum i den nye bygning er åbninger til himlen og landskabet ovenover.

        Her ligger så de forskellige udstillinger, der rummer noget for enhver smag og interesse: en ravudstilling, ”Havets guld”, med mængder af både råt og bearbejdet materiale, bl.a. smykker fra en etruskisk grav, ”Den skjulte Vestkyst” med historier om og fra lokalområdet helt tilbage til istiden, hvor de store mammutter havde deres gang på jorden her, hvor der engang var landfast område mellem Jylland og England, og ”En hær af beton” om Atlantvolden og de mennesker, der byggede og bemandede Tirpitz-befæstningen. Denne sidste udstilling er lagt i den gamle bunker, som er forbundet med den nye bygning ved en tunnel. Man får udleveret en lille elektronisk anordning med høretelefon, som kan bruges til at indhente informationer om genstandene i de forskellige udstillingsmontrer – det ser ud til at være moderne museumsformidling, og det skal vi gamle, der er vant til at kunne læse om genstandene på plancher, lige vænne os til!

        Efter frokosten kørte vi til Hjørdis’ sommerhus i Blåvand, hvor vi fik kaffen. Det smukkeste lille sommerhus, man kan tænke sig, beliggende på en stor naturgrund lige bag ved klitterne ud til stranden ved Vesterhavet.  I sortmalet træværk, med hvide vinduesrammer og stråtag. Og med den fine kvist over indgangsdøren, som skulle være typisk for byggeskikken på disse kanter. Og der er mange af områdets oprindelige gamle huse med deres smukke murværk og flotte stråtage bevaret her. De ligger midt imellem de ældre og nyere sommerhuse, hvor det ser ud til, at man har respekteret, at stedets særpræg skal bevares, så vidt som det nu er muligt i et sådan stort ferie- og fritidsområde. Med et skønt og indbydende net af fine cykelstier!  På stranden ses de gamle bunkerrester, som er blevet udstyret med hestehoveder og –haler i udskåret jern og således forvandlet til yndefulde dyrefigurer, hvilket lægger en humoristisk og glad stemning over stedet.

        Nogle få kolleger nåede faktisk ud og dyppe sig i det karske Vesterhav (anslået ca. 18 grader i temperatur), medens vi andre fylkede os i sommerhusets læhjørne, nydende solen og den helt særlige havluft, som man godt kan forstå, at folk rejser langt efter.  Det stærke lys her ved havet, de mange hybenroser og fyrretræer på området samt Hjørdis’ gode kaffe og hjemmebagte kager - jo, det er et sted, hvor det var rigtig hyggeligt at samles og få sig en lille snak med gamle kolleger!

        En dejlig dag ved Vesterhavet – tak for den!

                                                                                                                              Kirsten M. N.